Jeg har en amygdalareaktion LIGE NU! - om afmagt og kærlighed

 Jeg har en amygdalareaktion LIGE NU! 

Jeg er simpelthen ikke i stand til at være den rolige og nærværende mor, der er brug for! 

Det er jeg for det meste, for
jeg har lært at skubbe alle mine egne følelser, frustrationer og reaktioner i baggrunden for at være den konstante rolige klippe, der er brug for i vores hjem, der desværre er søbet ind i mistrivsel. 

Men lige i dag, der gik den bare ikke.

Måske fordi jeg i går for første gang i umindelige tider prioriterede at bruge en time hos en veninde med gode snakke og et glas vin - og kom hjem til en datter, som havde skåret hele den ene arm op i frustration over, at jeg ikke var hos hende, da hun havde brug for mig. (altså hele tiden!)

Måske fordi jeg har ligget vågen hele natten sammen med hende, fordi hun var ulykkelig over, at hun igen havde cuttet og presset over, at hun skulle afsted til psykolog her til morgen (Som hun igen ikke kom afsted til). 

Måske fordi jeg føler, at jeg ikke har kunne leve mit eget liv siden 2019, hvor alt har handlet om mistrivsel, diagnoser og uendelige kampe mod forråede og besparende systemer… Jeg er blevet en skygge af mig selv - et gråt krybende mørkevæsen uden tilladelse til at leve mit liv, bare være lige her hele tiden - tilgængelig - nervesystemsudlejer - 24/7 på arbejde i et job, som ingen takker mig for, men klandrer mig for ikke at gøre godt nok - for meget, for lidt, forkert! 

Hver gang jeg forsigtigt stikker næsen op af hullet, så blive jeg hamret ned igen, som om jeg er en af de små muldvarpe i arkadespillet Whac-a-Mole. Hammeren er alt fra omverdenen, der stadig ikke forstår, at vi ikke bare kan “tage os sammen og presse lidt mere på” og til systemet, der nøje udregner hvor mange timer, jeg kan komme tilbage på arbejde, nu hvor min datter er afsted i skole “hele” 3 timer om ugen. 

Det er sikkert en kombi af de tre…. Og så alt det andet ved siden af.   

Og normalt er det ok. 

Der ifører jeg mig min rolighedsmaske. Herhjemme skal der være trygt, her skal man høres, her skal man kunne vokse, når verden udenfor står og venter som et glubsk tihovedet monster, der stiller krav, bedømmer, skal videre, tæller pengene på kistebunden, mens de hyler til os (om os?) med store megafoner, som de subtilt gemmer mellem linjerne i det skrevne og placerer i pauserne til møderne: 

“I ER FORKERTE!” 

“MERE PRES PÅ!!”

“ANDRE FORÆLDRE KAN JO GODT!”

Vi slutter tæt i vores efterhånden meget lille cirkel! Og håber, at monsteret en dag forsvinder. 

… “Puf” - med et trylleslag… 

At nogen bliver klogere, kærligere, blødere. Ikke ser os som en konstant besværlig udgift, men som en ressource for de børn, vi folder vingerne ud for.  

Vi finder små smuthuller forbi monsteret: En rideskole med et særligt omsorgsgen, et fritidsjob med fantastiske voksne, en mormor, der modigt tager sværdet i hånden sammen med os og kæmper mod monstrene, en kontaktperson, som bare… forstår! 

… (Dyb vejrtrækning)

Adrenalinen forlader min krop. Vreden giver slip og alt det, der blev hamret ned i tasterne afløses af omsorg for lillepigen ovenpå. 

Fornuften og kærligheden er tilbage: 

Jeg går først, siger undskyld, krammer, vi skal måske græde lidt sammen over, at vi begge blev så vrede, fik sagt ting i affekt. Jeg skammer mig lidt…  eller meget faktisk! 

Både over, at jeg ikke kunne være min datters rolige klippe lige der, hvor verden væltede for hende…

Men også over at jeg lige et øjeblik gav mig selv lov til at skrive alt det, der har hobet sig op inden i mig - uden filter. Prioritere mig selv og mine følelser! Og de knuste drømme både for mine børn og mig selv, ensomheden, systemhadet/frygten/frustrationen. 

Men jeg tilgiver mig selv.

Og nu er det krammetid!