Først lavede man en skraldespandsløsning, som man kaldte fokusklasser. Her skulle alle, der var faldet ud af folkeskolen placeres. Både de indad- og de udadreagerende, dem med angst, dem med indlæringsvanskeligheder, ja faktisk bare alle dem, der blev gjort forkerte i vores ødelagte max pressede folkeskole.
Heldigvis havde vi stadig K-klasserne for autisterne, som ikke havde en chance i vores nuværende folkeskole. (Min søn endte i en fantastisk klasse, hvor der var voksne med forståelse, ro og kompetencer og kun 11 børn) Min datter nåede ikke i K-klasserne, men direkte i fokusklasse. Første forsøg var katastrofalt, for der var børn, der råbte og skreg og kastede med borde. Men andet forsøg lavede man en klasse for de særligt udfordrede. Tak for det.
I en kort periode oplevede min datter stabilitet. 2 faste rolige og erfarne voksne var tilknyttet klassen, og de var 8 børn fordelt i to rum. Da angsten havde lagt sig, kunne vi i fællesskab begynde at arbejde med hendes udfordringer og se fremad.
Da nr. 9 elev startede efter et par måneder, måtte vi også starte forfra med vores datter.
Angsten og usikkerheden over, hvad det nye betød, gjorde, at vi kom tilbage i svær stresssituation med angst, forkerthed og skolevægring igen. Efter en måneds uro og nedsmeltninger, blev den nye dreng dog accepteret, og så kom der ro på igen. I den måned kunne vi på ingen måde arbejde med hverken det faglige eller de andre mål om optrapning af timer, legeaftaler, sociale udviklingsmuligheder eller nogen form for opdragelse og krav i hjemmet.
Nu sker der forhåbentlig ikke flere ændringer, tænkte vi, og nød den korte overgang, hvor vi igen kunne begynde at stille lidt krav.
Men nej!
Kommunemonsteret slog til igen!
Nu er der kommet ændringer på hele specialområdet. Man ændrer næsten ALLE specialtilbud i kommunen til fokusklasser, dvs klasser, hvor man skal hen, når man ikke kan fungere i folkeskolen, og så smider man dem i samme kasse uanset fortid, diagnoser, behov. Kassen er fokusklasser. 6 visitationer årligt samt løbende optag. (Fik jeg i øvrigt nævnt, at der startede to nye i klassen i januar?)
Jeg gentager lige for at forstå det bedre fra den sårbares synspunkt: 6 VISITATIONER ÅRLIGT!
Med min datters lille filterløse krøllede (og helt igennem fantastiske) hjerne, så er det nærmest et overgreb, hun skal udsættes for igen og igen og igen.
Ingen ro, ingen stabilitet, ingen udvikling.
Min datter har i høj grad brug for voksne til at oversætte det sociale, da hun overtolker alle situationer.
Men de voksne skal (selvfølgelig også) tage sig af de nye, måske skal de også på uddannelse (hvilket jo er ganske fornuftigt, hvis man skal varetage alle former for diagnoser og traumer hos børn i én og samme klasse!) Imens kan man sætte en 18 årig vikar ind til at varetage den relativt uoverskuelige opgave, det er at håndtere de mange forskellige børn og forstå de aftaler, der er nødt til at være for dem i en presset verden, præcis som man gør i folkeskolen.
Vi har ikke engang udsigt til at blive visiteret videre til K-klasserne, for de skal også laves om til fokusklasser! Min søns klasse er gået fra 11 elever til 17 på et halvt år. (Det er altså de mest sårbare autister, vi snakker om) Uanset hvor hurtigt de kompetente lærere og pædagoger løber, så har de ikke en chance for at være i zonen for nærmeste udvikling hos så mange elever med særlige behov, skolevægring, sociale vanskeligheder og utallige andre belastninger, der følger med en presset autisthjerne og et kuldsejlet skolevæsen.
Så hvad er der i fremtiden for børn som min datter (og søn?)? Hjemmeskoling? Ny skolevægring? Isolation?
Et ikke-liv?
Min datter er 11 år, og vi balancerer emner som: Vil ikke leve mere, forkerthed, min skyld, bliver aldrig til noget, kan ingenting, bange for livet. Men selvfølgelig kun i presperioder...
I perioder med ro og overskud snakker vi om: Mulighed for at starte til fritidsaktiviteter, kærlighed, hjælp i huset, udvikling, glæde, grin, fremtid...
Med de nye tiltag på specialområdet frygter jeg, at vi ikke får mange perioder med de positive samtaler.
Hvorfor er det, at man ikke kan forstå, at man ikke kan presse citronen til det yderste og så få gode resultater ud af det? Om det så er på sundhedsområdet, handicap, ældre og omsorg eller alle andre steder, hvor man sparer og forringer og effektiviserer til døde? Vi lykkes kun ved at være til stede både fysisk og mentalt - og det kræver et ikke-stressende stabilt miljø.
Fokusklasserne er et symptom på en udsultet og presset folkeskole. Med de nye tiltag gør vi det samme med fokusklasserne. Monsteret har lige ædt sin egen fikse idé. Scoret endnu et selvmål!
Held og lykke til alle os familier, der er berørt.
Held og lykke til speciallærerne som skal løfte umulige opgaver uden indsigt og tid.
Held og lykke til de skoleledere, som kommunen har smurt lorten af på, og som skal stå skoleret for vrede forældre og ødelagte børn.
PS: Jeg har selvfølgelig fuld forståelse for, at 6 visitationer årligt kan være godt for de fejlplacerede børn, og det kunne måske have gjort, at vi ikke var kommet så langt ud i mistrivslen, men man kan ikke bare fortsætte med at proppe børn i klasser for sårbare børn og tro, at man kan få det hele for det halve! Teksten er skrevet med udgangspunkt i, hvilke konsekvenser ændringerne kan have for det enkelte barn.
.jpg)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar