Hvem elsker ikke halloween? - dem der står uden for fællesskabet

Hvem elsker ikke halloween? - Dem, der står uden for fællesskaber!

Årets børnefest, hvor man kan klæde sig ud, gå rundt i gaderne med sine venner og fylde skåle og maver med så meget slik, at man er ved at eksplodere, er snart over os! 

Min pige er en kreatøs! Hun laver sine egne masker, og hun er skide god til det! Forberedelserne har været i gang i månedsvis. Hvilket outfit, hvordan skal masken se ud. Kreaværelset er vendt på hovedet, og idéerne vælter ud af hovedet på hendes skønne ADHD-hjerne. Og vi nikker og ryster på hovederne, mens vi siger: "Fedt!", "Vildt!", "Lidt for meget!" og "Lidt mere tøj, skat!" Og så står hun der i det vildeste hjemmelavede outfit, og hun er så stolt og vil så gerne vise det hele frem.  

Men midt i al iveren opstår det tilbagevendende lille "aber dabei", som desværre følger med min datter og er en konsekvens af hendes to forliste folkeskoleforsøg og de mange diagnoser. 

For den ene ting, der mangler, er et trygt fællesskab, hun kan deltage i. 

Hun hører nemlig ikke til nogen steder længere. 

Vennerne aftaler at gå sammen henne i skolen (hvor hun ikke er), gerne i store flokke (som er totalt kaos for autisthjernen) og i et langt interval (som gør, at hun hurtigt udtrættes og bliver "mærkelig" set med de andres øjne).   

Med autisme, ADHD og angst følger en masse ubekendte med sådan en tur. 

Det er kaos på speed! 

Og så har vi desværre også den allerværste følgesvend: 

Erfaringer! 

Alle de utallige erfaringer fra tidligere sociale oplevelser, af mobning, af sladder, af misforståelser, som sniger sig ind under huden på hende, og insisterende skriger hende ind i hovedet, at det også ender galt denne gang! 

Og så står hun tilbage med al sit hårde og dygtige arbejde og sine mange drømme, som endnu engang ikke bliver til noget, for det hele blev bare lidt for farligt og utrygt! 

Som forældre vil man gerne hjælpe. Men kan man overhovedet være bekendt at ringe og sætte andre i den meget trælse situation, som min datters behov kræver? 

For hun KAN lykkes i en relation, hvor de kun er to sammen, hvor der er faste rammer for, hvad de skal, og hvor længe de skal det. Men sådan en løsning vil trække en anden veninde ud af hendes faste fællesskaber og de aftaler, der laves i skolen, som alle stræber mod at deltage i. Forståeligt... 

- og sikke en møgsituation! 

Vi skal nok ende med at finde en løsning, for vi er omgivet af vidunderlige voksne og børn, og så er vi blevet verdensmestre i at trøste, når der kommer lidt for mange misforståelser, når bægeret flyder over af indtryk, og når man bliver valgt fra igen og igen.   

Vi er alle drevet af at være en del af noget - af at lykkes i fællesskaber - af overhovedet at have fællesskaber i vores liv! 

Men med de mange udfordringer, bliver ensomheden nemt den følgesvend, der sniger sig ind på os, når vi lader de dårlige erfaringer overtage vores sind og sætte sig tungt på vores beslutninger. Det kræver SÅ meget både for barnet og de voksne omkring det at undgå, at ensomheden får fat og livsgnisten forsvinder. 

Vi må ikke lade ensomheden ramme børnene, og vi skal hver dag kæmpe for, at de har deres små intime fællesskaber, så de lykkes og glædes og kan gå i seng med en god varme i kroppen frem for et stort sort hul. 

Det kræver åbenhed, sårbarhed og hjælp fra omgivelserne. 

Jeg er evigt taknemmelig for de mennesker, der giver, der prøver at forstå og som investerer i sårbare børns liv. Både mine og andres!    

Og den der halloween (eller byfest, eller julearrangement og hvad vi ellers kan finde på) kræver bare lidt ekstra for at få det til at lykkes. For den vilde halloweenmaske skal luftes, maven skal fyldes og uhyggen skal indfinde sig (På den fede måde) - også hos de sårbare børn💗

God halloween derude! 👹