Er græsset grønnere? - om at få det rette skoletilbud
“Mor, min skole er bare fantastisk!”
Mit hjerte hopper lige en ekstra gang, og jeg kan næsten ikke trække vejret af ren overraskelse… så lykkefølelse… og så DYB taknemmelighed!
For alle forældre til børn, der mistrives kender følelsen af evige forsøg og tiltag for at ens barn skal få det bedre, men tiden går, og det går kun en eneste vej:
Nedad!
Og vi har virkelig været langt omkring i min familie. Mathias, som nu er snart 14 år, startede med at mistrives omkring midt/slut 3. klasse. Før det havde han masser af venner og en god status i klassen. Men pludselig ændrede det hele sig. Han begyndte at blive udfordret på sproget i vennegruppen, han trak sig, når der var for mange venner af gangen, han begyndte at lade mobberne komme ind under huden på sig, og så stod vi pludselig overfor en begyndende skolevægring.
Vi havde samtaler med skolen om forskellige tiltag: Samtaler med voksne, frikvartersaftaler, gruppekonstellationer og skærmning, men det gik kun en vej:
Nedad!
Og tiden gik. Vi skrev til lægen. Hvad gør vi? Og vi fik rådet: Han skal afsted, ingen børn har godt af at blive hjemme. Og selvom mavefornemmelsen sagde nej, så skubbede vi ham grædende ud af døren. (Hvem græd, spørger du? Det gjorde vi alle!)
Så blev mobningen for meget. Mathias kom hjem og fortalte om blyanter i låret, madkasser i hækken og sten, der blev kastet efter ham, og lysten til vennerne forsvandt. En for en - så var de alle væk. Han trak sig selv, for livet var blevet for hårdt og skolen for uoverskuelig!
Og så flyttede han skole!
Nyt forsøg - først fremgang - nye kammerater - søde forstående lærere - så nedgang - nye fjendebilleder - for meget larm - for mange timer - nå ja, og coronanedlukninger (hvilket var fedt!)
Og så var vi der igen med utallige møder - stigende mistrivsel - nedsat skema - manglende lyst til at se de nye venner - og til sidst… hjemmeskole - ingen kontakt til livet udenfor - bare ro. (og det var det hele værd)
Man forsøger og forsøger, man har tillid og ved, at ændringer tager tid og kræver omsorg og nærvær. En luksusvare i dag.
Min dreng har været igennem psykiatrien i tre år - og i de tre år har vi siddet til tusindvis af møder både med kommunen, skolerne og psykiatrien. I al den tid har han følt sig forkert og givet op på livet, altså ikke kun de tre år, men fra den dag, hvor det begyndte at gå skævt i skolen. Det har kun gået…
Nedad!
Så når jeg sidder i bilen her til morgen på vej til den skole for autister, han er startet på for halvanden måde siden, og han reflekterende og glad kan fortælle mig:
“De har respekt for mig og lader mig være som jeg er”
“Jeg tror også godt, at de kan lide mig, og de synes ikke, at jeg er besværlig”
“Allan kan i hvert fald godt lide mig, for han er meget interesseret i mig og mine interesser og vil gerne have min hjælp”
Ja, og så tør jeg godt sænke paraderne bare en lille bitte smule, for for min søn er græsset virkelig grønnere på den anden side.
.jpg)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar