At få den rette hjælp- vi starter med en underretning

Forleden ringede en af mine dejlige veninder til mig. Hun havde netop siddet til møde på børnepsyk, hvor de havde anbefalet at skrive en underretning på hendes barn vedrørende stigende mistrivsel. 

Og så opstod panikken, for hvad betyder det egentlig, når der bliver lavet en underretning på ens barn eller hele ens familie?

Ordet underretning lyder som noget farligt, der overgik de familier, hvor der var noget ragende galt såsom manglende forældrekundskaber, misbrug eller børn helt ude af kontrol. Som lærer havde vi skærpet underretningspligt, og jeg har siddet til utallige møder, hvor vi har forklaret forældre, at det er ment som en hjælp både til familien og ikke mindst til barnet, men der er bare noget med ordet, som skræmmer selv de modigste og vælter de stolteste. 

Vores første møde med systemet skete ved, at vi selv tog kontakt til kommunen, da vi efter langvarig dobbeltsygdom med stress og diskusprolaps pludselig oplevede, at vores børn begyndte at mistrives i en grad langt mere alvorlig end tidligere. 

Vi lavede derfor en underretning på os selv efter lange overvejelser om, hvad det reelt set ville få af betydning for os... 

og ikke mindst... hvad ville andre sige om os, hvis de hørte at vi ikke kunne klare forældreopgaven selv?😱

Dette blev vejen ind i Familiegruppen i Aalborg, hvor der blev brugt en masse tid på børneundersøgelser og samtaler, udfyldelse af uendelige dokumenter og tonsvis af møder. Vi var heldige og havde en drønkompetent sagsbehandler, som gjorde alt, hvad hun kunne for at skabe ro omkring os og vores børn. På dette tidspunkt var ingen af vores børn udredt, og derfor var det svært at få den rette hjælp, for den hænger desværre oftest sammen med en diagnose, som der er meeeeget lang ventetid på at få. 

Men vi fik ret hurtigt noget helt fantastisk hjælp! Vi fik nemlig Lykke! 

Lykke var på det tidspunkt ansat som familiekonsulent ved kommunen og blev sat ind for at hjælpe os med at få styr på familiedynamikken, for det var den, der var skredet helt for os under vores sygdomsfravær. Allerede efter første møde med hele familien, havde Lykke set nogle grundlæggende udfordringer, som ikke passede ind i en helt "almindelig" familie (Findes de?). Hun gjorde os opmærksom på, at et af vores børn stak ud fra mængden og havde brug for at blive set på med helt andre øjne, og denne logiske observation var starten på en autismepædagogik, som bid for bid blev implementeret ind i vores hverdag, og dermed langsomt skabte ro og øget forståelse for vores mange forskelligheder og ikke mindst udfordringer. 

Lykke overgik hurtigt til at være kontaktperson på vores dejlige dreng, og langsomt vandt hun hans hjerte med masser af forkælelse, kæmpe anerkendelse af hans behov og tempo. Hun er i dag vores bedste og klogeste sparringspartner på alle de udfordringer, der er i at være forældre til tre meget forskellige børn med diagnoser og belastningsreaktioner, og så er hun vores søns fortrolige "partner in crime". 

Vi har fået mange andre tilbud end "En Lykke", og der skal i den grad sorteres i det... og sorteringen er umulig for en, der "bare" er forælder og ikke aner sine levende råd om, hvorfor ens barn pludselig har det forfærdeligt, og hvad der skal til for at bryde den negative spiral. 

Og desværre hænger tilbuddene ofte sammen med diagnoserne. Da vores dreng efter tre lange og tunge år med alt for mange forkerte tilbud endelig fik sin autismediagnose, åbnede der sig nye tilbud i Specialgruppen:

- Specialskole for autister (Tænk hvis man brugte lidt af den viden i almindelige folkeskoler!)

- Tabt arbejdsfortjeneste (Åh gud, hvordan overlevede vi, mens jeg samtidig skulle passe et arbejde og en dreng i svær, svær mistrivsel og med en dyb depression?)

- Psykoeducation (Eller læsning af utallige bøger om diagnoseforståelse)  

Mange bække små... er med til at give en den forståelse, der er brug for for at omlægge sit liv, sin opdragelsesmetode, sin kommunikation og hele ens verdensbillede. 

Hvis ikke vi havde fået Lykke, hvis ikke han var kommet på en specialskole, og hvis ikke jeg havde fået tabt arbejdsfortjeneste, så aner jeg ikke, hvor vi havde stået i dag! 

Og beklager min tilbagevendende pointe, men jeg er simpelthen nødt til at nævne den igen: 

Sindssygt system! 

Det er ikke lavet til ægte mennesker. Det, systemet kræver af os, der allerede er faldet er... 

UMENNESKELIGT!

Vi kan kalde det systemstress, forråelse eller bare overdreven bureaukrati af værste skuffe. IDK, men hvor er der mange møder og ventetider og systemer, og hvor mangler der tid, forståelse og fleksible og tilpassede løsninger i vores skøre, skøre verden lige nu. 

Hvis man finder en Lykke, og man overgiver sig til rollen som forældre i den periode der kræves for at barnet kan finde sig selv og begynder at fokusere på alle de vidunderlige ting, der er ved at have et skævt barn med særlige evner, så giver det hele mening, men de tre ting er det allervigtigste for at lykkes! 

... og starten på det eventyr, det kommer ofte med en underretning. Set i bakspejlet er de måske ikke så farlige endda, selvom de fortæller den ulykkelige historie, at der er noget vi både i- og udenfor hjemmet ikke helt har forstået.... endnu! 

God rejse til jer, der er på vej ind i systemets tætte jungle, og til os, der er på den anden side, ja, vi vandt over det tunge systemmonster. Nu er der kun unicorns og butterflies tilbage... 

Nå ja, og så lige alle belastningsreaktionerne, som systemet efterlader både børn og voksne med.... ;)