Hvordan har du det? - om ensomheden, der følger med at gå hjemme med syge børn
Jeg spejder ud over de mange forældre på min datters nye skole. Der er mange, jeg ikke kender, og mange, jeg kender, men er usikker på. Har Amalie mon været i konflikt med deres børn? Hvad har de sagt? Hvad tænker de om os? Angsten, som de seneste 5 år er blevet en uvelkommen følgesvend, hvisker mig i øret, at jeg aldrig skulle være taget afsted, men ladet min mand, som er meget bedre til det sociale end mig, være her. Han kan snakke med alle, og han begynder ikke at tude hver gang verdens farligste spørgsmål bliver stillet:
"Hvordan har du det?"
Og så får jeg øjenkontakt med et par skønne mennesker fra tiden før alt gik i ged. De smiler og vinker mig over. Jeg kan sidde hos dem. Midlertidigt reddet. De er skønne mennesker fyldt med grin og ballade. Et smil på læben, en midlertidig ro... indtil spørgsmålet bliver stillet:
"Hvordan har du det?"
Og jeg havde besluttet mig hjemmefra! Jeg vil IKKE snakke om vores situation: Om børnenes ensomhed og mistrivsel... om min ensomhed og mistrivsel! Og selvom jeg siger det højt:
"Det vil jeg ikke snakke om" - og de accepterer det, så vælter det ud af mig. Min mund begynder nærmest at tale af sig selv. Tårerne triller og stemmen knækker over. Og så står jeg endnu en gang blandt en masse mennesker og tuder. Flot!
Men jeg har det af helvede til!
For man har det af helvede til, når ens børn har det af helvede til! Hele ens liv bliver en stor bekymring for om det lille vidunderlige livsstykke, man selv bragte til verden for (for mit vedkommende) 10, 13 eller 16 år siden, nu får et tåleligt liv. En gang et ambitiøst og lykkeligt liv? Så et godt liv? Så et liv med flere gode end dårlige dage? Så et tåleligt liv? Og uanset hvor meget man knokler for at vejlede, støtte, elske, skubbe, afprøve... så er det ikke sikkert, det hjælper. Fremtiden er usikker og uoverskuelig både for børnene, men også for os voksne.
Når alle ens tanker og følelser er bundet op på ulykkelige børn, som ikke orker dagen, skolen, vennerne... livet, så laver man en lille bitte bobbel kun bestående af dem, der har forstået vigtigheden af evig kærlighed, ømhed, sårbarhed og medgang, og dem, der tror, at man "bare skal tage sig sammen" eller "skubbe dem ud i livet igen", de bliver forment adgang. Hos os samler vi kun på gode oplevelser, for erfaringsbanken er desværre fyldt op af dårlige, og det kræver umenneskeligt mod og arbejde for både børn og voksne at finde en vej tilbage til troen på, at livet og menneskerne i det kan være godt. Når man arbejder i sådan en lille fin og skrøbelig bobbel dag og nat, så står der en grum fyr udenfor og banker på:
Ensomheden.
For der er ikke overskud til mere eller til flere. Der er ikke mere plads i bobbelen. Ingen familiebesøg, ingen parmiddage, ingen gåture med veninderne, for hver gang man prioriterer sig selv, efterlader man børnene alene i en ubeskyttet bobbel. Strukturer ryger, angsten kommer... alt kan ske. Genopbygningsfasen kræver 100 % tilstedeværelse. For de skal selvfølgelig ud i livet igen, når de er klar.
En er allerede så småt på vej tilbage til livet💖
Tilbage til min bekendte, som redede mig fra forældrearrangementet, for de fik jo hele historien, som jeg åbenbart ufrivilligt, men hver eneste gang, deler. Hun fortalte, at følelsen var genkendelig. At de havde stået i en situation med barnløshed, hvor alle omkring dem fik børn. Selv om de var glade på vennernes vegne, når endnu et par kunne dele den glade nyhed om en lille ny på vej, så sad der en snert af jalousi og afmagt i dem hver gang, for spejlet pegede tilbage på dem og deres situation gang på gang.
Sammenligningen er umenneskelig og en af grundene til, at det er frygtlig hårdt at være sammen med gode venner. Vores børn er vokset op sammen,: samme børnehave, samme lærere, samme fritidsinteresser. Vi har fulgt hinanden og hinandens børn altid. Når vi er sammen, snakker vi om vores børn på godt og ondt. Men i dag er alle samtaler et stort dystert spejl, der nærmest vælter ned over os og kvæler os!
Den første øl (men min dreng sidder hjemme og har angstanfald)
Den første kæreste (men min dreng er bange for alle relationer)
Den første bytur (... alene på værelset)
Efterskolehistorier, fremtidsdrømme, uddannelse, rejser, planer. Vi kan ikke være med på noget som helst, og uanset hvor meget man glæder sig på sine venner og deres børns vegne, og uanset hvor meget man forsøger at skubbe den grimme følelse af afmagt og jalousi til side, så står den og skriger en op i ansigtet igen og igen! Og så orker man ikke... at udsætte sig selv for smerten... og andre for synet.
"Jeg kan desværre ikke den dag!" ... og den dag og den dag, for der er mere smerte end glæde i samværet med andre.
For jeg er simpelthen blevet i stand til at ødelægge enhver god stemning uanset hvor jeg er! Det er ALDRIG min hensigt, men alt minder mig om det, der ikke er, når jeg er ude blandt andre! Og når man har prøvet igen og igen uden at kunne styre enten ord eller tårer, så opgiver man... så bliver man hjemme for sin egen og andres skyld.
Mine børn er verdensmestre i maskering. Det er autismens overlevelsesmetode. Jeg har lært af dem, så jeg maskerer alt, hvad jeg kan. Jeg kan stå til store arrangementer og tage styring og klare opgaverne som formand i badmintonklubben, for her er der ingen, der spørger mig, hvordan jeg har det, og så er det fint, men kom lidt tættere på, bare en anelse, så krakelerer det hele.
Det her skriv er ikke et råb om hjælp. Jeg har fundet mig til rette i situationen og ved, at den kræver min opmærksomhed i en årrække endnu: 1 år eller 10 år ved jeg ikke, men jeg er, hvor jeg skal være og jeg er stolt af mit arbejde med mine børn og stolt af mine børns store kamp!
Det er heller ikke et surt opstød. Jeg er ikke sur, bare umenneskeligt træt, og når søde mennesker tager sig tid og spørger mig, hvordan jeg har det, fordi de har tiden, overskuddet og lysten til at lytte og være der, så elsker jeg dem lidt højere end før og lader mig overmande af de mange skjulte følelser, der følger med at have børn i stærk mistrivsel. Jeg har et familiemedlem, som engang spurgte, hvordan jeg havde det. Og da jeg så fortalte det, vendte hun det hvide ud af øjnene, lagde en hånd på min arm og sagde: "Når man spørger, er det jo ikke fordi, man vil have hele livshistorien. Man spørger af ren høflighed". Det var det mærkeligste, jeg nogensinde har hørt - og spørger jeg nogensinde dig, hvordan du har det, så bare sæt dig til rette, for jeg er oprigtigt interesseret i at høre det. Livet er nemlig fyldt af hjertelige mennesker, der tager sig tid, giver chancer og accepterer perioder med kaos hos dem, de elsker. De mennesker er allerede i vores bobbel, og jeg glæder mig over dem, der en dag finder derind og kan være med til at hjælpe vores børn ud ud af ensomheden og mistilliden.
Tak fordi du læste til ende - det gjorde du sikkert, fordi du har hjertet på rette sted💗
.jpg)